3 Indeklima
3.1 Akustik i boligen
Generelt skal bygninger planlægges, projekteres, udføres og indrettes, så brugerne sikres tilfredsstillende lydforhold (BR10, kap. 6.4.1).
Der er dog ikke specifikke krav i BR10 til de akustiske forhold i beboelsesrum, men gode lydforhold er en væsentlig del af et godt indeklima. Det gælder dels fravær af støjgener, fx fra naboer og trafik, dels at et rums akustik er tilpasset rummets anvendelse.
Det akustiske indeklima spiller en væsentlig rolle for blinde og personer med synsnedsættelsers evne til og mulighed for at orientere sig. Også for hørehæmmede spiller de akustiske forhold en afgørende rolle.
Den vigtigste akustiske egenskab ved et rum er efterklangstiden, som i møblerede rum bør ligge på omkring 0,5 sekunder. Efterklangstiden påvirkes af rummets form, størrelse, konstruktion og overfladernes evne til at absorbere lyd. Særligt i rum med stor lofthøjde kan der opleves problemer med lav taleforståelighed og støj fra aktiviteter (de Place Hansen et. al, under udarbejdelse).
Se i øvrigt SBi-anvisning 230, Anvisning om Bygningsreglement 2010, 6.4.2 Boliger og lignende bygninger benyttet til overnatning (de Place Hansen (red.), 2014).
3.2 Lysforhold
3.2.1 Dagslys
Ved opførelse af boliger bør forholdene tilrettelægges på en sådan måde, at dagslyset udnyttes bedst muligt. Det er vigtigt, at rummene er velbelyste for fx ældre og svagseende. Direkte sollys bør dog kunne dæmpes ved hjælp af gardiner, persienner, rullegardiner med små huller eller markiser.
Velbelyste rum er imidlertid ikke kun et spørgsmål om en høj belysningsstyrke eller høj dagslysfaktor, men drejer sig i lige så høj grad om lysets fordeling, lysets egenskaber (rettet og diffust lys) og luminansfordelingen i rummet.
Vinduers form og placering i facaden har især betydning for dagslysets fordeling i rummet. Jo højere vinduet er placeret, jo dybere trænger lyset ind i rummet, og jo mere ensartet bliver lysets fordeling. Men et højtsiddende vindue giver også større anledning til ubehagelig blænding, hvilket kan medføre behov for afskærmning. Bagerst i rummet kommer størstedelen af lyset via reflekser fra rummets overflader. Overfladernes lysreflekterende egenskaber har derfor stor betydning for dagslysets indvirkning i dybe rum.
Se i øvrigt SBi-anvisning 219, Dagslys i rum og bygninger (Johnsen & Christoffersen, 2008).
3.2.2 Elektrisk belysning
Som en tommelfingerregel har ældre behov for tre gange så meget lys som yngre. Svagsynede kan have behov for højere belysningsstyrker.
God belysning er et vigtigt hjælpe- og virkemiddel for svagsynede til orientering i boligen. Det er derfor vigtigt, at vitale områder som indgangsparti og arbejdsrum som fx køkkener og baderum er godt belyst. Svagsynede skal uhindret kunne finde frem til de enkelte rum uden risiko for kollision og skader. Ved indretning af belysning skal man tage hensyn til, at svagsynede har forskellig nytte af lyset. Derfor bør belysningen være så fleksibel og regulerbar som muligt (Dansk Blindesamfund, 2014).
Synspræstationen afhænger også af fx passende lysfarve, gode farvegengivende egenskaber, blændfrihed, rigtig retning og skyggedannelse, lyskilder og armaturer.
Placering af lyskilde er ligeledes af stor betydning for svagsynede. Flytbare arbejdslamper og spotlys bør være den primære belysning, og den almene belysning bør kun anvendes som supplement. Lyse overflader reflekterer mere lys end mørke og kræver mindre belysning. Valget af farver på vægge og inventar skal passe til rummets anvendelse. Ved belysning af materialer fremkommer der kontraster på grund af materialernes forskellige refleksionsevne. Kontraster viser også den synlige forskel mellem en genstand og dens baggrund.
3.3 Luftkvalitet og ventilation
Alle boliger skal gennem udluftning og frisklufttilførsel sikre den bedst mulige trivsel for beboerne. Behovet for ventilation i den enkelte bolig afhænger af mange faktorer, såsom rummets funktion og antal personer i rummet. Desuden har personernes aktiviteter samt fx madlavning, opvask, tøjvask og -tørring betydning for behovet for ventilation. For yderligere om ventilation se SBi-anvisning 230, Anvisning om Bygningsreglement 2010, 6.3.1 Ventilation (de Place Hansen (red.), 2014), SBi-anvisning 230, Anvisning om Bygningsreglement 2010, 6.3.1.1 Generelt (de Place Hansen (red.), 2014) og SBi-anvisning 230, Anvisning om Bygningsreglement 2010, 6.3.1.2 Beboelsesbygninger (de Place Hansen (red.), 2014).